Denmark
December 7, 2018
Sukkerroedyrkere på nogle lokaliteter på Sydhavsøerne høster ganske høje udbytter trods den ekstremt tørre sæson. Det gælder eksempelvis Torben Frandsen på Ringsebøllegård ved Rødby, hvor den lerede jord har leveret pæne udbytter selv i et tørt år som 2018.
Prøvesort med over 14 ton sukker pr. ha
Torben Frandsen driver 207 ha med vårbyg, hvede, rødsvingel og sukkerroer. Maribo-sorterne Davinci og Dartmoor har klaret sig fint i 2018. Davinci har leveret ca. 75 ton rod pr. ha, og prøvesorten Dartmoor ligger 6-7 % højere end Davinci.. I gennemsnit har de to sorter ligget på 19,7 procent sukker og et udbytte på 13,5 ton sukker pr. ha. Renhedsprocenten er 92,8.
Trods det kom Dartmoor ikke igennem nåleøjet til sortslisten i 2019, hvilket bekræfter den store usikkerhed i årets sortsafprøvning.
Holder fast i sukkerroer
Roerne har også plads i det fremtidige sædskifte på Ringsebøllegård, og med et fem års gennemsnitsudbyttet på 14,5 ton sukker pr. ha konkurrerer de godt med alternative afgrøder.
Torben Frandsen ser frem til, at der igen kommer balance på sukkermarkedet.
- Så kan afregningen for roerne forhåbentligt stige, så afgrøden bliver bedre rent økonomisk. Jeg regner dog med fortsat at dyrke roer her på Ringsebøllegård, da udbytterne ligger i den gode ende. Og så synes jeg også, at det er en spændende afgrøde, der giver et varieret sædskifte.
Genvalg af Maribo-Sorter
Torben Frandsen vælger sorter ud fra udbyttet, sukkerprocenten, renheden, et stort bladdække, og at de er nemme at høste. Derfor er der sikkert genvalg til Davinci til 2019 sæsonen, da denne sort har vist et meget stabilt og højt udbytte de seneste år.